Renovering af jernbanebro 

OVER LIMFJORDEN

 

Aarsleff Rail A/S har givet jernbanebroen over Limfjorden en ansigtsløftning. Den gamle klapbro fra 1928 har nu nyt maskineri og styring samt en forstærket broklap.

 

Jernbanebroen over Limfjorden, mellem Aalborg Vestby Station og Nørresundby blev indviet i 1938. Inden broen kom til Aalborg lå den i årene 1928 - 1936 i Frederikssund som en del af den Sjællandske Midtbane. Broens løftemaskineri var med årene blevet slidt og samtidig var der opstået et fælles ønske fra Søfartsstyrelsen og Banedanmark om, at broen kunne åbne i stærkere vind. Aarsleff Rail fik opgaven og broen over Limfjorden er nu igen et effektivt og afgørende led i den nordjyske trafik.

 

Vanskelig logistik

Opgaven med at renovere broen bød på mange logistiske udfordringer. F.eks. har broen kun ét spor, der var vores eneste transportvej, og da hele arbejdsområdet var placeret midt på Limfjorden var vi desuden kraftigt udfordret på opbevaringsplads. Placeringen over Limfjorden gjorde projektet meget afhængig af vejret, da projektet skulle tage hensyn til de vindregler, der er for broen. Det store stillads omkring broens kontravægt dannede f.eks. et kæmpe vindfang.

 

Vores erfaring med at arbejde på jernbanen under vanskelige logistiske forhold har været helt afgørende for at løse opgaven. Ikke mindst fordi broen under det meste af arbejdet var i drift, både med tog mellem Aalborg og Lindholm samt den krydsende skibstrafik på Limfjorden.

 

Ekstraarbejde med opretning

Som en ekstra udfordring blev anslagspillen mod Nørresundby midt under vores arbejde i juni 2016 påsejlet. Påsejlingen betød, at et brofæste blev slået skævt. Vi fik derfor uventet en ekstra opgave med opretning af brofæstet.  

 

Nyt maskineri og forstærkning af bro

Arbejdet med at muliggøre broåbning i stærkere vind bestod af en forstærkning af selve broklappen, vippetårnet og vindkrydsene i tårnet med kraftigere stål. I forbindelse med stålarbejderne blev broen overfladebehandlet. Forstærkningen af det bevægelige brofag betød en forøgelse af brofagets vægt. Derfor afbalancerede vi brokonstruktionen på ny med 32 ton jernballastklodser i forskellige størrelser fordelt flere steder på broen.

Hele broens løftemaskineri blev som led i renoveringen gennemgribende fornyet. Vi udskiftede alle mekaniske dele: motorer, tandkranse, elektriske anlæg og styrepult. Som pilotprojekt for Banedanmark ombyggede vi styringen af broens lukkemekanisme fra traditionel relæstyring til en ny og moderne PLC-styring.

 

Samarbejde

Igennem projektet har vi arbejdet tæt sammen med bygherre og Søfartsstyrelsen. Vores underleverandører har leveret vigtige dele til projektet og har været styret med særlig fokus på grund af opgavens særlige udfordringer. Vi håndterede i projektet også grænseflader til nærliggende projekt med Aalborg Kommune som bygherre.  

 

FAKTA

  • 19 ton forstærkningsstål påsvejst
  • 500 m2 overfladebehandling
  • 32 ton ny ballast til afbalancering af broen
  • ny PLC-styring af broklap
  • udskiftning af motorer til broklap
  • montering af nye tandkranse på broklap. 

 

Bygherre

Banedanmark

 

Entreprenør

Aarsleff Rail A/S

 

Underentreprenør

HSM Industri

Intego

Aalborg Stilladser

 

Aftaleform

Hovedentreprise

 

Rådgiver

Niras A/S

Kirkholm Maskiningeniør

 

Anlægsperiode

Januar 2016-februar 2017

 

UK / DK contact : +45 8734 3000
: +45 3634 4640
info@aarsleffrail.com